Jeg er stolt og glad over at få lov at starte som skoleleder i Ramløse, og jeg ser frem til samarbejdet med børn, forældre og kolleger. Det tegner godt...

skolen 03

Rådhusklokkerne har lydt og vi er endelig sprunget ind i år 2022.

Jeg har glædet mig til at året skulle starte, men dog allermest til at jeg have min første arbejdsdag på Ramløse Skole, mandag den 3. januar 2022.

Mit første møde med og på Ramløse Skole bliver en lille smule anderledes – end hvad jeg har tænkt og håbet på. Både kontoret og medarbejdere er klar til at tage godt imod mig og jeg modtager en skøn farverig buket blomster, som står flot hele ugen. Den anderledes start på Ramløse Skole skyldes, at Coronas lange fange-arme stadig leger med musklerne og året derfor starter ud med restriktioner.

Disse restriktioner betyder, at jeg desværre ikke kan møde alle elever og medarbejdere til en fælles samling – som jeg ellers har hørt var planlagt og også har hørt så positivt om. I stedet starter året med virtuel undervisning og brugen af selvtest-kit mod Corona.

Heldigvis har jeg de to første dage fornøjelsen af at møde alle medarbejdere, eleverne i Skolehuset samt elever i nødpasning. Derudover kommer der fornemt besøg fra ledelsen i børnehaven, som har medbragt en stor flot lilla buket tulipaner.

Selvtest-kit

andag den 3. januar modtager vi selvtestkit til medarbejdere samt elever fra 1. klasse og opefter – som ikke har været testet positiv indenfor de sidste 12 uger.

Disse ønsker jeg kommer i brug hurtigst muligt, og gerne inden alle elever møder fysisk i skole. Jeg er utrolig imponeret over, hvor mange af jer – både forældre, elever, bedsteforældre og ældre søskende – der kommer forbi p-pladsen i de to udskrevne tidsrum. Her får flere af jer mulighed for at møde mig, mens jeg udleverer selvtest-kit i samarbejde med skolens sekretær, Lone.

Fysisk skole

Onsdag den 5. januar åbner skolen op for den fysiske undervisning og jeg får endelig mulighed for at komme rundt på hele skolen og hilse på eleverne.

De første jeg møder, er en super engageret skolepatrulje. De siger ”godmorgen” til alle, der kommer forbi og naturligvis søger de også for, at jeg og alle andre kommer sikkert over fodgængerfeltet og ind på skolens område.

I løbet af de første to lektioner kommer jeg rundt i alle klasser og får hilst på både elever og personalet. Igen kan jeg sige ”Tusind tak for et fantastisk førstehåndsindtryk”. Skønne og glade elever og medarbejdere.

Den første uge har været fuld af gode indtryk og jeg ser frem til at komme til at lære hele Ramløse at kende. Desværre har Coronas lange arme også fanget mig, så min anden uge på Ramløse Skole foregår hjemmefra.

Lidt om mig!

Jeg er 46 år, bor sammen med min mand og vores tre store børn på 16, 18 og 20 år – Ja, der har været fart på, da de var mindre. Derudover har vi en Golden Retriever på snart 2 år, som synes det er en fest at gå mellem folks ben for at sikre sig noget opmærksomhed.

Arbejdsmæssigt har jeg tidligere været 17 år i Hørsholm Kommune. Jeg underviser på en almen folkeskole til at starte med, men bliver en del at et udviklingsprojekt, hvor vi starter en dagbehandlingsklasse. Derefter bliver dette min primære klasse og jeg varetager kun undervisning i denne.

I 2017 starter jeg i Lyngby-Taarbæk Kommune, hvor jeg - de sidste tre år - har været pædagogisk afdelingsleder. Jeg brænder for elevernes og medarbejdernes trivsel og udvikling, hvilket jeg mener sker gennem relationer. Derfor glæder jeg mig til at lære alle – elever, forældre og medarbejdere – godt at kende, så vi derved får skabt størst mulighed for trivsel og udvikling.