Om alt går vel er der premiere den 7. november.

pocahontas
(Tegning: Tom Duus)

 

Ramløse Scenens unge har siden midten af august øvet på livet løs, og hvis alt går vel, opføres eventyrmusicalen ”Pocahontas” til november med premiere den 7. og efterfølgende forestillinger den 14.-15. og 21.-22. Alle forestillinger er kl. 15:00 og varer med pause knapt 2 timer.

Da stykket jo handler om Indianerprinsessen Pocahontas, har vi haft shamanen Simon fra Tisvilde ude og fortælle om indianernes levevis og han lærte os også at tromme og danse som indianere. En meget spændende og inspirerende oplevelse.

Her er nogle udtalelser fra de unge, som de selv har skrevet til Guiden:

Smilla:

Jeg har de sidste 3 år gået til teater på Ramløse Scenen, og det der gør at jeg kommer glad igen hvert år, er klart fællesskabet vi alle har dernede.

Normalt plejer vi at lave en masse lege om foråret for at ryste et godt fællesskab sammen, men i år grundet covid-19 har det desværre været begrænset, hvor mange tætte lege vi har kunne lave. Dog syntes jeg stadig at de voksende i Ramløse scenen virkelig har gjort deres bedste, og det kan klart mærkes! Selvom der er en masse nye, føler jeg at jeg har kendt dem i længere tid end hvad jeg nu har.

Det er altid nogle spændende stykker vi spiller, og grundet flere søde mennesker dernede bliver der også altid lavet de flotteste kulisser!

Vores instruktør Anette er også rigtig rigtig dygtig! Og selvom Covid-19 kom og ødelagde en masse øvegange, har hun stadig formået at vi nærmest er klar til at få publikum på. Jeg er rigtig, rigtig glad for at være med igen i år. Og jeg vil klart anbefale dig at komme ned og være med næste år. Jeg lover dig, du vil ikke fortryde det!

Camma

Jeg elsker virkeligt at gå på Ramløse Scenen. Jeg har fået fantastiske gode venner, som virkelig har ændret mit liv. Og jeg har lært så meget nyt om teaterverdenen og er blevet bedre end jeg nogensinde havde troet, at jeg ville blive.

Oliver

Lige siden jeg fandt teatret blev jeg forelsket i det med det samme! Og det, som jeg elsker mest ved Ramløse er fællesskabet. Ramløse Scenen giver et specielt fællesskab, som jeg ikke har oplevet før! Det er en form for tryghed og sikkerhed man får fra hverdagens kedsomhed og strid, sammen med nogle vidunderlige og absolut skøre mennesker!

At lave skuespil kan i sig selv være hårdt og kræve meget fokus og disciplin, men det man får ud af det, er uden tvivl det værd!