Esrum-Tisvildevejens helt nye detaljerede vandrekort med dertil hørende bog er nu udkommet.

Foreningen Esrum-Tisvildevejen har nået en ny vigtig milepæl. Til de nye vandrekort er der nu udgivet en tilhørende fin lille bog, som med billeder og tekst beskriver 74 udvalgte seværdigheder på den 80 km lange rute mellem Esrum og Tisvilde. Det drejer sig om alt fra kirker, helligkilder, møller, landsbyer, gravhøje, landskaber, skove og meget, meget mere.

På denne måde kan de vandrende få en komplet vandreoplevelse gennem Nationalpark Kongernes Nordsjælland.

Nyuddannet skov- og landskabsingeniør

tisvildevejen 01

Hvordan udarbejder man mon så de detaljerede vandrekort, en tilhørende bog og de digitale interaktive kort på Pilgrimsruten Esrum-Tisvildevejens hjemmeside? Jo – man allierer sig med en dygtig nyuddannet skov- og landskabsingeniør fra Skovskolen i Nødebo, som arbejder frivilligt i foreningen Esrum-Tisvildevejen.

Det drejer sig om Andreas Dyndegaard, som i det seneste år har bygget videre på alskens eksisterende kort og lagt lag på lag over hinanden, så det kommer til at passe nøjagtigt med koordinater og signaturer. Resultatet er nøjagtige højdekurver, skovområder, fortidsminder, QR-koder, shelterpladser, overnatningssteder, sti- og vejnavne og en lang række flere nyttige oplysninger.

De nye kort og bøger kan købes via hjemmesiden www.tisvildevejen. dk. Under rubrikken ”vandrekort”.

Rigtig god vandre- og læselyst.