mollen 05

Det er med stor glæde, at Ramløse Mølleforening kan meddele, at Ramløse Mølle om alt går vel får nye vinger i år. Foreningen regner med, at de nye vinger og 'krøjeværket' kan være færdigmonteret til årets julemølle 1. søndag i advent, den 29. november. Krøjeværket er den konstruktion, som skal holde møllevingerne drejet op mod vinden.

Den glædelige nyhed skyldes, at LAG har imødekommet Gribskov kommunes ansøgning om tilskud til at reparere møllen med en donation på kr. ½ mio. kr. Dette sammen med de midler kommunen skyder ind i projektet betyder, at firmaet Møllebygger Petersen ApS i Sønderjylland nu kan begynde at fremstille vinger og krøjeværk. Firmaet, der også har fremstillet og monteret nye vinger på Dybbøl Mølle, har garanteret, at arbejdet på Ramløse mølle kan gøres færdigt i år.

Lokale Aktions Grupper (LAG) fordeler tilskud fra Erhvervsstyrelsen til projekter med det formål at fremme vækst og etablering af nye arbejdspladser i udpegede landdistrikter og at styrke rammevilkårene i udpegede landdistrikter, særligt med henblik på at fremme bosætning.

Ud over vinger og Krøjeværk er der også håb om, at fornyelsen af den såkaldte 'omgang' kan færdiggøres i år i perioden frem til årets første åbne mølledag, som bliver Høstmøllen, søndag den 6. september, kl. 13.00 -16.00. Mere herom senere.

- På Møllens vegne er jeg taknemlig for alle gode kræfter, som har fremmet projektet: Gribskov Kommune ved Karen Fhær, Knud Antonsen og Jørgen Simonsen, samt sidst men ikke mindst LAG/FLAG Halsnæs-Gribskov, udtaler Paul Plant, formand for Ramløse Mølleforening.