Besøg på genbrugsstationen ...og lidt om Mini-FO

bornehuset 05

Grøn gruppe – de ældste børn i Ramløse Børnehus – har i februar haft emne om genbrug. I den forbindelse har de samlet affald som de har været på genbrugsstationen med. Her blev de modtaget af Michael og Preben som kunne lære børnene om, hvordan vi skal sortere vores affald og hvordan det bliver genbrugt.

Michael viste bl.a. børnene, at plastik kan blive til f.eks. tøj og blød plast kan blive til energi, f.eks. varme og strøm til et helt hospital. Preben og Michael fortalte flere gode historier om genbrugspladsen, bl.a. historien om, hvordan en mand engang smed en papkasse i papcontaineren.

I papkassen fandt personalet 3 små kattekillinger som nu bor på pladsen og fanger mus. Kattekillingerne er blevet døbt ”Papir”, ”Plast” og ”Pap”. Tak til Michael og Preben for de gode historier, lakrids og spændende blade.

Inden turen gik tilbage til børnehaven, var børnene en tur i ”Det grønne hus” i Helsinge, hvor der blev fundet brugt legetøj som de købte med hjem.

Grøn gruppe på skolebesøg

Der er nu ikke længe til at børnene fra grøn gruppe, begynder i Mini-FO. Derfor er der også godt gang i brobygningen, med besøg i både skole og FO. Selv om vores egen Kirsten, følger med børnene i Mini-FO fra april til sommerferie, har det alligevel været dejligt for børnene at møde Bente og Jessie fra FO’en og lære dem bedre at kende.

Også Betina fra børnehaveklassen er blevet et kendt ansigt. Børnene har været med til både samling og frokost i skolen og Betina har fortalt om hvordan det er at gå i skole, om alle de nye regler som skal læres osv.

Det skal nu nok gå alt sammen og det er trygt for vores børn, at begynde i skole i vores helt nære miljø, hvor næsten alle kender hinanden.