Ramløse Mølle inviterer til mølledag i skolernes sommerferie søndag den 14. juli fra kl. 13.00 til 16.00.

Møllesvendene vil tage imod gæsterne og indvi dem i den spændende gamle mølles hemmeligheder. Hvis vind og vejr tillader det, vil møllen blive sat i gang, og der bliver malet økologisk mel. Det populære møllemel (rug, hvede og spelt) kan købes i Møllen - direkte fra møllens kværn.

I det hyggelige gæstgiveri vil der være mulighed for at købe og smage hjemmelavede mølleboller til en kop kaffe eller te samt vand eller saftevand. Mølleforeningen håber selvfølgelig på godt vejr, så gæsterne kan sidde ude på de nyindkøbte bænke eller slå sig ned i græsset på de indkøbte tæpper.

Derudover vil der være mulighed for at besøge bødker-, urmager-, skomager- og kobbersmedeværkstedet i håndværksmuseet. Her viser og fortæller Ebbe Jørgensen om de gamle håndværk. Børnene kan også prøve kræfter med en gammeldags høvl i bødkerværkstedet under kyndig vejledning af Martin Jonsson. Her kan børnene også slibe en råt udskåren smørkniv af træ, så den bliver rigtig flot, og måske prøve at samle et trækar.

ramlose molle 002

To håndkværne for børnene

På møllen er der nu to håndkværne, som begge er blevet et hit hos børnene. De hygger sig med at male mel og hælde det i en pose, som de kan tage med sig hjem. Et 'keglespil' er sammen med spillet 'Først til mølle' også populært.

Der er gratis adgang.

Godt håndværk

Lokale håndværkere har afsluttet arbejdet med udskiftningen af de første tre sektioner af den såkaldte 'omgang', som man kan gå ud på fra kværnloftet. Det er rigtigt gammelt, traditionelt håndværk og der er brugt gedigne materialer. Resultatet er rigtigt flot, og alene det er bestemt et møllebesøg værd.

Mølleforeningen retter en stor tak til ingeniør Karen Fhær Jensen, Gribskov Kommune, og tømrermester Thomas Skov for et godt tilrettelagt og smukt udført arbejde.

- Jeg synes vi har fået et smukt resultat, vi kan være glade for, udtaler mølleforeningens formand, Paul Plant.

ramlose molle 001

Besøg af Pilgrimme

Pilgrimsruten Tisvildevejen er en vandrerute som udgår fra Esrum Kloster og passerer igennem Gribskov og Tisvilde Hegn. Årets vandring er planlagt, så deltagerne når Ramløse søndag den 14. juli og kan besøge vor historiske mølle på mølledagen i åbningstiden.

Byens flagallé vil blive sat op denne dag.

Sæsonplan 2019

Søndag den 14. Juli: Pilgrimsmølle, kl. 13.00 -16.00.
Søndag den 28. Juli: Håndværkets dag, kl. 11.00 -16.00.
Søndag den 8. september: Høstmølle, kl. 13.00 -16.00.
Søndag den 13. oktober: Efterårsmølle, kl. 13.00 - 16.00.
Søndag den 1. december: Julemølle kl. 13.00 -15.30.