Løvspringstur den 27. april - varm op med en 12 km lang guidet tur på Esrum-Tisvildevejen.

ETV2 min

Foråret og sommeren vinker forude. En dejlig og varm fornemmelse breder sig allerede i kroppen – bare ved tanken. Vi får lyst til at komme ud og opleve det hele spire, gro og udfolde sig.

En enestående mulighed for at opleve dette og samtidig blive beriget kulturelt, historisk og socialt, er, at følge Pilgrimsruten Esrum – Tisvildevejens 82 km strækning gennem Nationalpark Kongernes Nordsjælland med de smukkeste landskaber og imødekommende landsbyer på ruten.

12 km guidet vandretur

Lørdag den 27. april er det muligt at deltage i en 12 km guidet vandretur på ialt fire timer fra Ramløse kirke til Tisvildeleje Strand ved at følge en del af Esrum-Tisvildevejen.

Turen starter ved Ramløse Kirke og går via Ellemosen på Oldtidsvejen til Tibirke Bakker med den flotteste udsigt over Arresø, Holløse Bredning og Ellemosen. På en klar dag kan man se helt til Kullen.

Gennem varieret skov

Vi bevæger os derefter ind i Tisvilde Hegn og kommer forbi den tilsandede landsby Torup. Herfra går vi mod kysten gennem varieret skov, hvor vi gør holdt i den unikke Troldeskov.

Turen slutter ude ved havet ved Tisvildeleje Strand, hvor alle bliver budt på et tiltrængt måltid. Der serveres også kaffe undervejs.

En bus fragter herefter deltagerne tilbage til udgangspunktet i Ramløse.

Naturmæssig guldgrube

Turen ledes af friluftentusiast Thomas Kallehave og Kjartan Langsted fra Museum Nordsjælland, der beretter om den kulturelle, historiske og naturmæssige guldgrube, som Nordsjælland gemmer på. Billetter til turen sælges på VisitNordsjællands hjemmeside. Du kan også se mere på hjemmesiden www.Tisvildevejen.dk

Overnatning

Formålet med Pilgrimsruten Esrum – Tisvildevejen er at fremme natur- og kulturoplevelser i Nordsjælland samt formidle og udvikle landsbyernes liv. Landsbyerne bindes således sammen, og der skabes ny initiativrigdom,  glæde og muligheder for social, kulturel og økonomisk vækst.

Og flere og flere vandrere har fået øje på vores smukke rute og ønsker at se, ikke bare hvad vi har ude ved kysten, men også hvad der gemmer sig inde i landet og i landsbyerne.

Flere overnatningsmuligheder

Helt praktisk betyder det, at med det stigende antal vandrere, er der brug for flere overnatningsmuligheder, levering af mad og drikke, lokale guider, osv.,

Allerede nu tilbydes flere overnatningsmuligheder af vidt forskellig art. Det kan f. eks. være sig i naturen, hvor Naturstyrelsen har opstillet diverse shelters og teltpladser. Det er desuden tilladt at ligge i skovbunden i sin sovepose og mærke naturen helt tæt på. Desuden findes adskillige B & B på hele ruten.

Fortsat behov for overnatnigsmuligheder

Pilgrimsruten Esrum-Tisvildevejen har dog fortsat behov for, at private personer mod betaling tilbyder overnatningsmuligheder i form af B & B, annekser, shelters etc. til de mange vandrere på ruten. Er det noget for dig at tilbyde overnatning, kaffe og kage, lokal guidning eller andre oplevelser på Esrum-Tisvildevejen, så indsend formular via hjemmesiden www.tisvildevejen.dk.