Som det jo er traditionen, inviterer Ramløse Fodbold til sin store ungdomsturnering op til sommerferien. I år vil vi fange stemningen fra VM i fodbold, som spilles samtidigt med denne ungdomsturnering i Rusland. Stævnet afholdes lørdag den 23. juni 2018 kl. 14.00 ved Ramløse Hallen.

fodbold 1 min

Tag en ven med

Det unikke ved vores ungdomsturnering er, at børnene spiller sammen på tværs af alder, det plejer at fungere rigtig godt og giver et super sammenhold i klubben. Stemningen på lægterne fejler normalt heller ikke noget takket være en engageret forældrekreds, som plejer at møde talstærkt op på sidelinjen og heppe. Med baggrund i tidligere års succes vælger vi igen i år, at give mulighed for at tilmelde en god ven eller måske en kusine eller fætter, som har lyst til at komme og spille med til stævnet, så vi håber på at se en masse nye ansigter.

Fællesspisning i Sports Caféen

Når turneringen er vel overstået og vinderne markeret med præmier fra vores sponsorer, er der fællesspisning omkring kl. 18.00.

Som nævnt ovenfor spilles turneringen samtidigt med at VM-turneringen i Rusland afvikles og samme dag spilles der en puljekamp kl. 20.00. Denne forventer vi at vise på storskærm i forlængelse af spisningen.

Vil du også spise med, skal du tilmelde dig i Sportscaféen samtidig med, at du tilmelder for din(e) spiller(e). Spisningen er åben for hele familien og koster 50 kr. for børn (op til 12 år) og 70 kr. for voksne. Maden til arrangementet vil bestå af lidt blandet fra grill med tilbehør. Man kan godt tilmelde spillere til stævnet, uden at tilmelde nogen til madarrangementet.

Meget vigtigt, at I tilmelder jer madarrangementet på forhånd, da tilmelding på dagen ikke er muligt, af hensyn til hallens mulighed for planlægning og indkøb.

Hvad gør du nu?

Du går i Ramløse Hallen og tilmelder din(e) spiller(e) i Sportscaféen. Det koster 30 kr. pr. spiller, hvilket inkluderer saft og frugt til børnene. Sidste frist for tilmelding til hele turneringen er onsdag den 13. juni. Det er en kæmpe hjælp for planlægningen, hvis I tilmelder jer tidligt, eller minimum rettidigt.

Sponsorer søges!

Vi har som altid brug for sponsorhjælp, så har du selv et firma eller arbejder et sted, hvor I kan undvære et par sponsorpræmier, fx drikkedunke, t-shirts, kasketter eller lignende, så tager vi imod stort og småt med stor tak.
Ring til Jan (5161 6738) fra fodboldbestyrelsen, hvis du har en eller flere sponsorpræmier, du kan afse til vores VM-stævne.

Vel mødt!