"Tisvildevejen" tager form og mange har allerede meldt sig med tilbud om overnatning, proviantering eller spisning, men der er brug for flere, især omkring Annisse! har du et værelse, et anneks eller campingvogn eller måske plads til et telt i haven?

tisvildevejI løbet af foråret 2018 åbner pilgrimsruten ”Tisvildevejen” for vandrere og pilgrimme. Allerede nu kan du byde ind med tilbud og ideer til, hvordan vi bedst mulig tager imod pilgrimmene. Mulighederne er store – både på den korte og lange bane.

Inden længe vil pilgrimme og vandrere fra nær og fjern have mulighed for at begive sig ud på en 100 kilometer opmærket vandrerute fra Esrum Kloster til Tisvilde. En unik pilgrimsrute, som vil gå gennem noget af det smukkeste Nordsjælland har at byde på: Naturmæssigt, kulturelt og historisk.

Kulsviere, møller og klosterliv

Ruten er ved at blive endelig kortlagt og siden hen mærket op og Nordkysten A/S har sponsoreret nedgravning af pæle. Der er udvalgt ca. 60 natur- og kulturspots, som tilsammen vil tage vandrerne med på en rejse tilbage til kongernes, kirkens, naturens og de små lokalsamfunds historie med kulsviere, møller og klosterliv.

Men det vil også være en rute, der vil pege fremad. Mod de mange mad- og råvaretilbud, som Nordsjælland har at byde på i dag. Seværdigheder, udflugtsmål, guidede ture, kunsthåndværk i alle afskygninger – og ikke mindst menneske- og kulturmøder i form af at komme helt tæt på den egn og det hverdagsliv, som ruten bugter sig midt igennem.

Lokale tilbud

Og her har vi brug for dig! For går det som planlagt, vil vandrerne inde længe komme i en lind strøm til vores egn for at gå hele – eller dele af – ”Tisvildevejen”, som vandreruten officielt hedder. Derfor er der også brug for mange gode hænder og ideer til, hvordan vi bedst muligt tager imod pilgrimmene, servicerer dem undervejs og giver dem lokale tilbud, der er særlige for vores område.

Det kan være, du længe har drømt om at starte din egen Bed & Breakfast, har et anneks i overskud eller en stor have, hvor der kan stå et shelter eller slås et telt op?

Måske er det nu, du skal slippe din indre madmor løs og tilbyde madpakker, et solidt måltid eller kage og kaffe til sultne og trætte vandrere? Eller hvad med at indvi andre i din glødende interesse for naturen, de lokale historier eller fugle i Gribskov? Måske åbne et dørsalg eller sætte et bord med gode sager ud til vejen?

Gribskov Erhvervscenter er en del af initiativgruppen

Er du professionel og har fx en butik, café eller anden produktion, er du også mere end velkommen til at byde ind. Gribskov Erhvervscenter er nemlig en del af initiativgruppen bag vandreruten. Planerne er på sigt, at de forhåbentlig mange gæster også skal komme erhvervene, foreningerne og ikke mindst landsbysamfundene til gode langs ruten og i hele Nordsjælland.

Potentialet er der. Ruten er der lige om lidt. Vi håber, du også vil være med…


Sådan gør du

Alle gode ideer og konkrete forslag er velkomne. Særlig overnatning, forplejning, tilbud om guidede ture og udflugter til pilgrimme er ønsket.

Du kan henvende dig til enten sognepræst Pia Niebuhr (Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den., 24211770) eller erhvervskoordinator, Allan Lyhne fra Gribskov Erhvervscenter (Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den., 69156500). Læs mere på www.tisvildevejen.dk eller www.facebook.com/pilgrimsrutenTisvildevejen.


Pilgrimsruten "Tisvildevejen" - hvem står bag

Den almennyttge forening "Kultur-Natur-Nordsjælland" står bag vandreruten og initiativet.

Frivillige ildsjæle, lokale erhvervsdrivende, Gribskov Kommune, Visit Nordsjælland, Gribskov Erhvervscenter, Museum Nordsjælland, Naturstyrelsen og Esrum Kloster står bag.

Finansieret af både private og offentlige midler.