Masser af tryghed, kvalitet og læring.

sk thomasFørst og fremmest godt nytår til jer alle! Vi er nu kommet godt i gang efter en velfortjent juleferie. Vi er på skolen særligt fokuseret på at få skabt et konkret skriv omkring vores nye slogan. Vi har haft det oppe at vende i personalegruppen, og i bestyrelsen.

Det er vores ambition, at det ikke bare må blive tre ord, men også blive noget, som der arbejdes konkret med i alle klasser. Helt sikkert på forskellige måder afhængig af om man går i Ramtroldene eller man går i 6.r.

Vi vil også få produceret et skilt som skal sættes op på vores gavl ud mod P-pladsen. Her vil vi selvfølgelig fejre vores flotte nye logo, sammen med børnene i børnehaven. Det vil pryde gavlen sammen med RAMhusets logo, så man kan se at der er mange aktiviteter på vores matrikel.

Matrikelråd

Vi har holdt det første møde i matrikelrådet. Det var et godt og konstruktivt møde med deltagelse fra skolen, børnehaven og RAMhuset. Begge bestyrelser var også repræsenteret. Det er ikke et forum med nogen egentlig beslutningskompetence, men vi vil holde fast i at mødes.

Vores mål er at skabe mest muligt liv og udvikling på vores matrikel. Samtidig er det også vores ambition at skabe aktiviteter, der kan sættes i værk hurtigt. Vores ambition er at være meget handlingsorienterede og faciliterende i forhold til at skabe mere liv og glæde.

Næste møde bliver i starten af februar, hvor vi planlægger en Ramløse Festival, som skal køre i maj måned. Her vil vi invitere alle interesserede til at komme, og se hvad vi kan på matriklen. Vi vil sende program ud i næste nummer af Guiden. Selve festivalen vil være kulminationen på en uges emnearbejde på både skolen og i børnehaven. I kan godt glæde jer – det gør vi.

Afdelingsleder

Vi er også i gang med at ansætte en afdelingsleder til skolen. Det er glædeligt, at det har vist sig at økonomien kan bære dette. Det vil blive en afdelingsleder som også skal undervise, men også være med til at sætte yderligere skub i ambitionerne for Ramløse Skole. Mere om det nye ansigt i næste nummer…

Vi havde et rigtig fint julearrangement lige før ferien, hvor specielt 5.r var på scenen med deres juleshow. Det kan I læse om fra eleverne selv i seneste udgave af Guiden.

Fra min side var det meget glædeligt at opleve, hvordan klassen rykkede tæt sammen og hjalp hinanden med at skabe noget godt sammen. Det blev en rigtig fin oplevelse for klassen, og resultatet blev så flot. Skøn oplevelse, hvor det blev klart for dem, at når man virkelig øver sig og gør sig umage, så bliver resultatet også godt. Helt sikkert en oplevelse, som eleverne kan tage med videre, og bruge i andre sammenhænge. Det var også dejligt at en del af børnehaven var med til at se stykket. Igen med til at opbygge tryghed for børnene. De fik set at de store børn også kan blive nervøse, men også lave noget flot og sjovt.

Efter vinterferien er det så 6.r, som skal i gang med et teater, dans og musikprojekt på HUC, sammen med de to 6. klasser fra Nordstjerneskolen. Det er et projekt som har kørt i tre år. Forhåbentlig vil de gå til opgaven med samme engagement som 5.r, så de høster nogle af de samme gevinster. Deres teaterstykke vil blive vist for forældre i uge 12, men jeg håber også at de har mod på at vise det for alle andre til Ramløse festivalen til maj.

Lucia

Tidligere i december var det 4.r, der var ude at optræde, med det traditionsrige Luciaoptog. Det blev foreviget af Peter Hansen, som lavede en flot film om arrangementet. Tak for det.

Den blev rigtig flot, og 4.r fik også en god oplevelse.

Skolen og børnehuset

De tætte bånd mellem skole og børnehave bliver fortsat udviklet. Inden næste nummer af Guiden vil vi lancere en fælles facebookside fra Ramløse Skole og Børnehus. Her vil vi løbende forsøge at fortælle om de mange gode oplevelser. Her vil vi også give et billede på hvordan vi arbejder med: Tryghed, kreativitet og læring. Indskolingen og storgruppen i børnehaven har fortsat ugentlige samlinger, hvor der synges og spilles. Det er rigtig dejligt og glædeligt, både personale og børn kan se det positive i et tæt og givtigt samarbejde.

En praktisk hånd?

Vi har en ambition om at børnene på mellemtrinet også skal blive gæster i børnehaven. F.eks. som historiefortællere eller ved at læse historier. Her kunne vi godt bruge hjælp til at organisere det praktiske, da vi ikke kan tage hele klassen med på en gang, og læreren derfor er nødt til at blive i klassen og fortsætte undervisningen.

Måske findes der i lokalsamfundet en, der kan hjælpe os med at få dette til at ske. En praktisk hånd, der kommer og øver med dem der skal læse i børnehaven, og går med over, så det bliver en god oplevelse for alle. Interesserede må meget gerne kontakte mig: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den..

Generelt oplever vi glæde og læring på skolen. Jeg fornemmer at børn og forældre re glade for skolens udvikling. Vi vil selvfølgelig meget gerne have flere elever i klasserne, så vi sammen kan sætte yderligere skub i udviklingen. Hvis I overvejer at flytte jeres barn til Ramløse Skole, men er i tvivl om, hvad vi står for, så tøv ikke med at kontakte os. Vi byder gerne på en kop kaffe og en snak om hvad vi står for.