Den lyse tid nærmer sig med raske fjed og den 22. april søsættes bådene i Ramløse Lystbådehavn efter forårsklargøring til sommerens tur- og kapsejladser.

sejlklub 3Kapsejladsudvalget i Arresø Sejlklub er i den anledning på udkig efter sejlsportsinteresserede, der kunne tænke sig at indgå i fællesskabet omkring sæsonens regatta- og kapsejladser ved at fungere som baneleder og hjælpedommer.

Opgaverne indbefatter bl.a.

  • At lægge banen ud, dvs. at placere en god startlinie i forhold til vind retningen den pågældende dag. Dette gøres ved anvendelse af klubbens motordrevne følgebåd, som vi lærer dig at sejle og betjene.
  • At skyde sejladserne i gang ved startlinien og holde øje med tyvstarter mv.
  • At tage tid for hver enkelt båd ved mållinien.
  • Fotografere så meget du kan nå under sejladserne.

Det er naturligvis en fordel hvis du kender lidt til kapsejlads i forvejen, men det er ikke en betingelse. Det vigtige er, at du er interesseret i sejlsport, kan lide at være på vandet og har lyst til at indgå i fællesskabet omkring kapsejlads på Arresø. Vi skal nok lære dig alt hvad du har brug for at vide for at synes det er sjovt at være med på holdet.

Sejladserne starter torsdag den 27. april og afvikles herefter hver torsdag aften indtil udgangen af august. I september sejles der lørdag formiddag i stedet for torsdag aften.

Vi søger efter flere interesserede, således at flere dommere kan deles om opgaverne på skift.

Interesseret? Så ring til Jacob Schäffer på 20 21 19 58 for yderligere information.

sejlklub 2