kajak 6Det er efterhånden blevet tradition, at roerne fra Arresø Kajakklub indleder det nye år med en vintervandgang i Ramløse havn for, i festligt lag, at blive mindet om vigtigheden af at kunne handle hurtigt i en kæntringssituation og redde sig selv og andre i det kolde element...

Desværre (?) var vandet for andet år i træk alt for hårdt og tykt til, at vi kunne gennemføre de gode intentioner... Istedet blev der blot skålet godt nytår i dejlige bobler på havnen.

Mere end en gang måtte vi fremmødte minde os selv og hinanden om, at "alt vejr er kajakvejr.." Isnende kold, tung, våd og grå luft dannede rammen om første del af nytårskuren.

Men humøret var som altid højt og efter en kølig men hyggelig seance, drog vi med smil på læben og boblerne i hånden mod "Kajakværksted DUUS", hvor flere af klubbens medlemmer knoklede med deres selvbyggerkajakker. Kajakker som, vi alle håber, er færdige og klar til søsætning ved førstkommende svømmehalstur i februar, så vi kan se om håndværkerne har gjort deres arbejde ordentligt.

Endelig drog vi så mod dagens sidste "post". Vi var blevet sultne. Arne havde heldigvis tilberedt en super dejlig frokost til os alle i Ramløsehallen, så det blev endnu en rigtig hyggelig dag i det altid gode kajakselskab.

Således året skudt godt igang med ønsket om "blødt vand og milde vinde."

Kajakklubben har som sædvanlig masser af aktiviteter på programmet, og vi ser frem til et aktivt og begivenhedsrigt forår og en dejlig sommer ved og på søen.

kajak 5Begynderhold

Lørdag den 22. april rejser vi "kajakteltet", som gør det ud for Kajak-klubhus på havnen. I samme anledning hejser vi vores stander, og så er kajakklubben klar til sæson 2017.

Igen i år har rigtig mange tilkendegivet deres interesse for kajaklivet og klubben, og alle interesserede er velkomne til vores informationsmøde mandag 24. april kl.19.

Begynderholdet (EPP2 kursus i havkajak) starter op mandag den 8.maj og fortsætter 6 uger frem - mandage og fredage kl.18.30.

Her støtter klubbens "gamle" roere op om de nye medlemmer og er altid klar med gode råd og en ekstra hånd med kajakkerne. Efter roningen tændes som regel bål og grill, så medbragt mad kan nydes i godt selskab

Aktiviteter

Udover at byde de mange nye roere velkommen, kan klubbens medlemmer så gå og glæde sig til de mange tilbagevendende arrangementer, som Arresø Kajakklub byder på gennem sommeren: Lejrtur til Krigshavnen, Svømmehalstur med kajakker, Skærgårdstur til Sverige, "KAJAK FOR LIVET" (Stafet - Kræftens bekæmpelse), Arresø LIVE (Åbent hus arrangement og Arresø rundt (Marathon)

Kig forbi "Birkelunden" på havnen og se, hvad vi laver.

www.arresoekajakklub.dk